|
Selvstændighed og ansvarlighed:
At være frivillig i Thailand og Indien gør en stor forskel for de mennesker du arbejder med. Som dansker har man naturligt en meget anderledes baggrund og tilgang til livet, og der vil gradvist under den friviliges rejse ske en udveksling af kulturelle holdninger og mentaliteter. Dette er en spændende og lærerig proces for den frivillige. Dette er vigtigt at holde for øje især, når man som frivilige løber ind i "problemer" af mindre karakter. Vi forventer at vore frivillige er åbne og reflekterende i sådanne situationer og kan forsøge at løse problemer/mangel på information på venlig og konstruktiv vis. Godkendte frivillige der skal rejse til Thailand skal være opmærksomme på, at Thaier generelt er dårlige til engelsk. Se det som en udfordring og brug din kreativitet og du vil finde ud af hvor langt man kan komme med kropssprog og diverse fagter. Tag det med som en oplevelse og se det som din chance for at lære lidt flere thai gloser! Det er vigtigt, at vore frivillige udviser selvstændighed og ansvarlighed på rejsen. Du repræsenterer ikke kun dig selv og Volunteer Aid men også frivillige generelt!
Påklædning:
Det er naturligvis vigtigt, at man som fremmed indordner sig under kulturen i det pågældende land. Dette betyder, at man skal bære passende tøj, når man opholder sig på arbejdsstedet. Husk at din nederdel eller dine bukser skal gå ned til under knæene, og din bluse må ikke være udringet og du må ikke vise dine skuldre. Dette skal respekteres også selv om det er meget varmt! Generelt skal du være ”ærbart” klædt på og vise respekt for den Indiske og Thailandske kultur, som er anderledes end vores. Man bør som frivillig naturligvis vise en vis ydmyghed og generelt respektere kulturen og måden at leve på i det pågældende land.
Selv om det er varmt anbefales det, at tage lange bukser og et par langærmede bluser med til kølige nætter, busser med aircondition og som beskyttelse mod myg.
Alkohol:
Det er ikke tilladt at bruge alkohol eller euforiserende stoffer på arbejdsstederne. Drikker man alkohol på arbejdsstedet vil dette kunne resultere i en bortvisning. Man må heller ikke møde op med tømmermænd på arbejde. Vil man nyde alkohol kan dette gøres i weekenderne, og når man ikke er på arbejdsstedet.
Sygdom:
Under et arbejdsophold i Indien og Thailand anbefales det at være opmærksom på sundhedsrisici i forbindelse med maden og indkvartering under primitive forhold.
Sygdom skal tages alvorligt. Hvis du bliver syg under dit arbejdsophold, skal du give besked til arbejdstedet med det samme. Hvis du bliver syg, skal du naturligvis søge lægehjælp om nødvendigt.
Vaccinationer:
Der anbefales en række vaccinationer og forholdsregler ved længere ophold i Indien og Thailand. Forhør dig hos din lokale læge eller hos en læge, som er specialist i rejsemedicin. Gør dette ca 2 måneder før afrejse, så der er god til at få de anbefalede vaccinationer.
Forsikring:
Det gule sygesikringskort dækker ikke ved rejse og ophold i Indien eller Thailand. Frivillige skal have tegnet en rejseforsikring der dækker ansvar og sygdom.
Flybillet
Vi anbefaler Jysk Rejsebureau, som kan hjælpe dig med at finde de bedste og billigste billetter. Vi har gode erfaringer med Jysk rejsebureau og desuden har Jysk et rigtig godt hostel/hotel i Bangkok, som hedder New Road Guesthouse. Jysk Rejsebureau har kontorer i Odense, Århus, København og Aalborg. Kontakt Tina Dalsgaard Hansen på tlf. nr. 96 312 406. Gør venligst opmærksom på at du skal rejse ud som frivillig gennem Volunteer Aid.
Kontakt under rejsen:
Volunteer Aid vil inden for den første uge af den frivilliges arbejdsophold gerne have en tilbagemelding. Dette for at tjekke at man som frivillig er kommet godt frem og forhåbentlig har fået en god start på arbejdsopholdet. Derudover vil der være løbende kontakt efter den frivilliges behov. Hvis der under din rejse opstår problemer, kan er altid rettes henvendelse til Volunteer Aid, som vil forsøge at vejlede og hjælpe bedst muligt.
Evaluering/rejsebeskrivelse:
Frivillige skal ved endt arbejdsophold sende en evaluering/rejsebeskrivelse til Volunteer Aid. Denne skal være os i hænde gerne inden opholdet afsluttes og senest 1 uge efter endt ophold. Dine beskrivelser af både positive og negative erfaringer ved arbejdsopholdet er vigtige for os, så vi hele tiden kan arbejde på at forbedre den service der ydes. Evalueringen skal indeholde både en evaluering af Volunteer Aid og af selve arbejdsstedet.
|