Rejsebeskrivelse af mit Thailands ophold med Volunteeraid

Så sidder man her i toget med kurs mod Jylland. Jeg er stortset lige hoppet ud af flyet, og selvom mit ur viser at det er eftermiddag for mig, fordi det stadig kører på thaitid, så er klokken i Danmark kun 07.00 om morgenen, og stevardessen sagde godmorgen til mig. –Meget mærkeligt...

Jeg kigger ud af tog vinduet, der er sne og absolut ingen palmer, rismarker og absolut heller ingen buffoloer eller langørede køer. Det er noget helt andet end det klima i Thailand jeg lige har forladt.

Børnehaven i Sakhon Nakon og alle de mennesker jeg har lært at kende de sidste seks måneder står stadig helt frisk i min hukommelse, men det er så heller ikke mere end en uge siden jeg vinkede farvel fra bussens vindue. I bussen med kurs mod Bangkok sad Ole og Louise, mine to rejsekammerater og bofæller det sidste halve. Jeg kunne se de var mindst lige så rørte over afskeden med vores gode venner og kollegaer i Sakon Nakhon som jeg selv var. Pludselig var et fantastisk oplevelsesrigt halvt år gået. Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte for at beskrive alt det jeg har oplevet. Jeg har oplevet en imødekommenhed fra mennesker som har helt andre leve vilkår end dem jeg hidtil har kendt. Jeg har lært en anden kultur at kende og har fået en rimelig forståelse af, hvordan man lever og tænker i Thailand. Og så har jeg sammen med de andre frivillige været på mange spændende ture både i Thailand og Laos. På den måde har jeg både oplevet Thailand som ”nærmest lokal” og som turist, hvilket må siges at være to vidt forskellige ting.

Mens jeg sidder i toget på vej til nylavede frikadeller i Hobro kan jeg ikke lade være med at tænke på mine venner Ole og Louise som jeg skildtes med i går aftes og som nu er på vej videre til Cambodia netop nu, mens jeg sidder her og fryser. Det hele er meget syrealistisk, og måske er det ikke helt gået op for mig at jeg er hjemme igen.

Sakon Nakhon en stærk kontrast præget by i Nordøst Thailand

Det hele startede som sagt for et halvt års tid siden. Vi var meget spændte da vi sod ud af flyveren i Sakon Nakhon. Det lille fly vi var ankommet i lignede mest af alt en lille bus og vores baggage blev hentet i en ladbil og smidt direkte op på rullebåndet. Vi var helt overbeviste om at nu var vi da uden for al lov og ret, og helt ude i bushen. Mens vi gik over mod velkomsthallen var vi meget i tvivl om hvorvidt vi give hånd eller samle hånderne foran os og sige sarvardi kaa til dem som kom for at hente os. Vi var meget i tvivl om hvad der blev forventet af os, til sidst blev vi enige om at afvente og se hvad de gjorde. Det kan vi grine af nu, for i dag kender vi dem jo og ved at der slet ikke var nogen grund til bekymring. Der var slet ikke så meget formalitet som vi havde forventet.Vi opdagede også hurtigt at selve byen Sakon Nakhon slet ikke var så lille endda, som vi først havde troet. Der er flere store indkøbscentre. Gode spise muligheder. hvis man skulle fr lyst til andet end Thai mad, og i det hele taget et godt og hyggeligt byliv.

Vores hjem det sidste halve år ligger ca 9 -10 km uden for selve Sakon Nakohon by. Og på de gåture vi har haft i lokalområdet har vi mødt lokal befolkningen som lever, set ud fra vesterlænding standard, meget primitivt i små hytter med tage lavet af palmeblade og så videre. De har altid været søde, smilende og har stillet mange spørgsmål, for de er alligevel ikke så vant til udlændinge på disse kanter. Nordøst Thailand er ikke et turist område og derfor har vi mødt mange nysgerrige blikke, men er kun blevet mødt af venlighed og imødekommenhed. På den måde kan man sige at Sakon Nakhon har det hele lige fra bylivet med butikker, to dejlige pools, hoteller og pæne spisesteder til de små omkringliggende landsbyer hvor familiens indtjening som oftest ligger i rismarken. Og hvor familien kan have så få penge at der ikke er penge til nye sko, når de gamle bliver for små.

Vores frivillige arbejde har været koncentreret omkring at hjælpe den del af lokal befolkningen, der ikke har mange materielle goder men tilgengæld en utrolig glæde og varme. Hver morgen er jeg blevet mødt med smil og taknemmlighed, når vi har hentet børnenen i bussen for at køre dem til børnehaven.

Familie sammehold og levevis

Jeg har en klar fornemmelse af at sammenhold og familieliv har en helt anden betydning i Thailand, man hjælper hinanden og står sammen på en helt anden måde end jeg har oplevet i Danmark. Oftest er det bedsteforældrene der tager sig af børnene da forældrene ofte arbejder i de store byer, og sender penge hjem. I Thailand er der ikke nogen dagpenge ordning, pensionsorning og der er ikke mulighed for at tage S.U lån eller i det hele taget låne penge man ikke har. Derfor er de penge der tjenes ikke kun ens egne. De går også til forældrene til børnenes skolegang og til de eventuelle hospitals udgifter der kan opstå. Mange har ikke nogen sygeordning og bliver man syg eller mister arbejdet, så er der ikke andre end familien til at hjælpe. Bliver et familie medlem syg så samles familien og sørger for alt, og vil forlade alt for at være sammen med den syge. På hospitalerne sover familie medlemmer under sengen på ristæpper. Dette er desuden en nødvendighed da hospitallet kun sørger for behandlingen, toiletbesøg og andet hygiejne må familien selv stå for.

Jeg har desuden en fornemmelse af at der ikke er døre i husene, det vil sige at alle kommer hinanden meget mere ved, og så elsker Thaierne at samles om et godt måltid. Jeg har oplevet at være på landby besøg og mens jeg har gået rundt og kigget mig omkring, er jeg blevet inviteret til at sidde og spise med. Det er hvad thailænderne kalder for Sanuk eller på dansk hygge. De er et folkefærd som er eksperter i at hygge og er der fest møder alle op, så spredes der ristæpper ud hvor der sættes små skåle med mad. Oftest spiser man siddende på gulvet, uden tallerken og maden indtages med hænderne eller en lille ske. Næsten alt foregår på gulvet, børnene i børnehaven sidder på gulvet og modtager undervisningen og det mest normale er at sove på gulvet med nogle få tæpper. I frivillig huset er der naturligvis senge men når jeg har været ude i landbyerne på besøg, så har jeg også sovet på gulvet.

Mit arbejde i børnehaven

Jeg har været utrolig glad for mine to thailanske kollegaer. De er også blevet mine venner og jeg savner dem allerede. Vi har været sammen så meget både i arbejdstimerne men også i fritiden, og de har taget mig til sig som var jeg familie. Jeg har mødt deres ægtefæller, deres børn og deres forældre. Og de har gjort mig klart at jeg altid er velkommen igen en anden gang, hvilket betyder meget for mig.

Til tider har der været sproglige kommunikatins problemer, men det har mest været i forhold til specifikke lege jeg har foreslået, så har de måske ikke helt forstået hvad jeg har ment, og så er legen blevet lidt en anden end jeg først have forestillet mig, men det har nu også sin charme. Og ingen tvivl om de har forsøgt at opfylde mine ønsker. Ofte har vi grint så meget på grund af de misforståelser der opstået, og også over de forskellige måder vi hver især er vant til at gøre tingene på. Første gang jeg skulle vaske op vidste jeg ikke mine levende råd, hvordan skulle jeg lige gøre det her uden varmt vand og viskestykker. Men det fik jeg nu hurtigt lært, og det har jo også en stor betydning at man er fælles omkring alle de praktiske opgaver.

Men i forhold til det sociale samspil imellem os, synes jeg ikke de sproglige bariader har været et stort problem. Jeg føler vi har vidst hvor vi har haft hinanden og haft en god kemi, humor har spillet en stor rolle. -Det at være i stand til at se det komiske i situationen og grine lidt af sig selv opg de kulturforskelle der engang imellem, bliver tydelige.

Mit forhold til børnene var i starten anstrengt af at jeg ikke kunne kommunikere særligt godt sprogligt med børnene, og derved tror jeg de følte jeg var nem at løbe om hjørner med. Men al begyndelse er jo svær, og med tiden har de opbygget tillid til mig og også hevet i mig når der har været knuder på tråden. Jeg har lært deres personligheder at kende, og efter et stykke tid var jeg ikke i tvivl om deres indbyrdes roller.

Hvis jeg skal nævne en ting, som jeg især har bidt mærke i har været anderledes, så er det, at Thailænderne i deres opdragelses kultur er mere hårdhændede og kører dagligdagen mere struktureret end man i danske daginstitutioner ville gøre det. På den måde er der mere orden og mindre kaos, det må jeg indrømme, men jeg synes alligevel nogengange tonen har været lidt for hård, når man tænker på det er små børn man har med at gøre. Men jeg tror at det er nogle af de omstændigheder man bliver nødt til at acceptere, i hvert fald i et vist omfang, da det er så stor en del af deres kultur, at det er svært radikalt at ændre. Selvfølgelig er det O.k at man tilkendegiver sin mening og kommer med alternative foreslag, men man må også samtidig respektere deres kultur og deri begrundende opdragelses metoder.

Generelt vil jeg sige at børnehaven er et fantastisk godt tilbud, og giver børnene der kommer en god og stabil hverdag og trygge rammer. Ofte var vi på ture ud af huset og dette gav både børnene og os en masse gode oplevelser. Samtidig sikrer børnehaven at børnene får en alsidig kost bl.a. får børnene frisk mælk og en frugt snack hver dag.

Desværre synes jeg, det har været svært at begrænse børnenes slikindtagning især i køreturen hjem fra børnehaven, Selvom jeg har forsøgt at skære igennem flere gange, har der været mange tilbagefald. Grunden til jeg ikke bryder mig om at børnene spiser slik på vej hjem, er der flere grunde til. For det første skaber det unødvendig kaos og for det andet har børnenes tænder ikke godt af det. Børnenes tænder er trods den daglige tandbørstnings rutine i børnehaven alligvel i dårlig stand. Mange af børnene har sorte plamager og sikkert ubehandlede huller. Vi tog derfor på et tidspunkt en tur til tandlægen med alle de børn der var mødt op den pågældende dag, men de børn der havde de værste tænder turde ikke, og fik desværre lov at slippe, fordi de var bange og græd.

I børnehaven var der to thailærere, så vi var altid tre voksne i Børnehaven. Desuden var der en frivillig mere ud over mig i perioder, men han arbejdede samtidig også på et universitet i Somdet. Kru Den er en mand af stor kreativitet, og får ofte gode ideer og børnene til at grine. Kru Torm som er den anden thai lærer har været en god kollega og veninde for mig. Hun har ofte taget mig med på ture og to gange har jeg besøgt hendes familie i landsbyen, hvor hun kommer fra.

Sammenholdet med de andre frivillige

Sammen med de andre frivillige har jeg fået masser gode oplevelser, og vi har fået venskaber som også rækker udover vores ophold i Thailand. Vi har været på gode ture sammen og set en masse af Thailand og Laos på de ture vi har været på. Vi har lavet en masse sjov med hinanden. Jeg var nok den mest glemsomme i huset, og en dag da jeg kom hjem var min computer, telefon og chokolade kalender væk. Det var en lille kærlig lektion i at huske at låse døren. Sådan nogle ting er sjove at tænke tilbage på. Der er så mange gode oplevelser og minder.

Vi har også brugt hinanden meget til at snakke med om de ting vi oplevede på arbejde. Når kulturen er så anderledes oplever man nogen gange situationer som er rare at vende med andre, for ligesom at bearbejde sine tanker og få andre perspektiver på. Det sidste halve år har været en oplevelse for livet og det kan varmt anbefales til andre at gøre det samme. Når grænserne flyttes og man får et bredere perspektiv på livet Når man lever i et andet land igennem længere tid, oplever man en helt anden kultur. Man finder ud af at der findes helt andre måder at tænke og se livet på. Nogen gange har vi måske nok haft svært ved at forstå så anderledes de har anskuet ting på, men vi har om ikke andet fået en forståelse for, hvorfor de tænker og handler som de gør i forskellige sammenhænge. Vi har lært at indordne os på mange måder, og har helt sikkert også lært at der er mange måder at anskue livet på. Den ene måde er måske ikke mere rigtig end den anden, bare anderledes. Ofte har jeg tænkt ”Nå ja måske kan man også gøre det sådan, selvom jeg nok ville have valgt at gøre det anderledes”.

Thailænderne har masser af varme og livsglæde selvom de ikke har mange materielle goder at gøre godt med. Deres positive livssyn har på mange måder været inspirerende.

Jeg har også opdaget, at jeg er i stand til i visse situationer at klare mere end jeg troede jeg var i stand til. Blandt andet har jeg lært at jeg godt kan rejse selv. Jeg var meget bange for lufthavne lige indtil jeg skulle rejse hjem, faktisk opdagede jeg at det slet ikke var så slemt som jeg troede. Og det har været en stor personlig sejr at komme fra Bangkok til Hobro helt på egen hånd.