Rejsebeskrivelse fra Handicap projekt i nordøst Thailand

Juli 2009 – januar 2010

Den 30. juni 2009 steg vi med store forventninger ombord i flyveren som skulle tage os til Thailand. Med på rejsen var Pia, som har arbejdet i børnehaven og os to, Louise og Ole, henholdsvis ergo – og fysioterapeut. En måned senere kom Hong, som i begyndelsen arbejdede i børnehaven, men senere underviste i engelsk ved et universitet i Somdet, ca. 80 km. fra Sakon Nakhon.

Vi ankom til Bangkok efter en forholdsvis god nats søvn i flyveren. Her valgte vi at tage 2 overnatninger ved Jysk Rejsebureaus New Road Guesthouse. Tiden brugte vi på en bådtur på Bangkoks klonger og vi fik her et indtryk af den enorme forskel der er på fattig og rig. Vi fik også kigget os omkring i storbyen, og vi talte om at den nok var en modsætning til det som ventede os i Sakon Nakhon.

Spændingen var stor, da vi satte kursen fra enorme Suvarnabhumi Airport til lille Sakon Nakhon (สกลนคร på thai. Hvis man er faret vild skal man altså kigge efter et skilt hvor det ser ud som om det står ananas). Førsteindtrykket var som ventet; Vores bagage blev hentet af en pick-up, mens vi spadserede ind i den lille lufthavn for at vente på bagagen. I lufthavnen blev vi mødt af to af de ansatte ved Raindrop, Phi A, som er vores tolk og chauffør, og Maw Ban Yen, som er den som holder orden på papir og penge for handicap projektet. Vi kørte til en thai barbecue restaurant,hvor vi fik en fin velkomst af de daværende volontører og alle thaierne der arbejder i Raindrop. Vi havde selvfølgelig mange spørgsmål og de gav os nogle gode svar.

Videre gik færden til vores nye hjem for det næste halve år, Raindrop Center, ca. 9 km. udenfor byen Sakon Nakhon. Det var mørkt, men vi kunne se at landskabet var frodigt og der var utrolig mange nye, jungleagtige lyde, som gjorde at man ikke sov så godt de første par nætter. Det vænner man sig hurtigt til. Bolig forholdene var som ventet mere primitive end derhjemme. Vi boede i et stort hus, som tidligere var Dr. Pensak, Raindrops præsident, og hendes danske mands hjem. Huset kunne godt trænge til noget fornyelse, men det er meget charmerende og hyggeligt. Raindrop Centeret består udover vores hus, af børnehaven samt flere andre små huse og nogle større bygninger. Det er altså en stor ejendom med et rigt og eksotisk dyreliv.

Da der var nogle buddhistiske helligdage i begyndelsen af vores ophold, fik vi en rolig opstart, men selvom vi ikke startede på arbejdet de første dage, så fik vi alligevel en ordentlig en på opleveren. Vi var blandt andet med til munkeceremoni, fik set masser af templer, vi mødte myndige Dr. Pensak og vi fik set byen Sakon Nakhon. Byen er større end hvad vi havde forventet, og man kan købe stort set alt i de store indkøbscentre Big C, Tesco og Makro. Når man færdes i byen skal man regne med at blive peget på og grinet af, for folket i nordøst-Thailand er ikke vant til at se faranger. Mange af dem er absolut ikke generte, og de gør det meget åbenlyst, uden at det er negativt ment. Når vi har været på udflugter i lokalområdet er vi ofte blevet stoppet af teenagere, som har mandet sig op til, med få gloser på engelsk og suppleret med kropssprog, at spørge om de ikke måtte tage et billede sammen med os med deres mobilkamera. Det har vi selvfølgelig været med på, til gengæld har vi også fået nogle rigtig sjove billeder med vores kamera. Det er en god idé altid at medbringe kamera, da man meget ofte ser ting man ikke er vant til hjemmefra. Det er for eksempel meget anderledes og underholdende at se hvordan man transporterer sig selv, sine dyr og sine ting omkring i biler og på scootere. Så vi har haft kameraet parat når vi for eksempel har set 6 personer køre på en og samme scooter, rotterne som ligger klar til tilberedning på det lokale marked eller en slange som kravler over vejen.

En af de første aftener var vi ude at spise med Dr. Pensak og nogle af de ansatte. Hvis man ikke vidste det på forhånd, var det efter denne aftenen ingen tvivl om hvem der er chefen; Dr. Pensak bestemmer absolut alt og opbygningen er meget hierarkisk. Sådan er kulturen. Det skal dog siges, at hvis man har en mening om noget omkring projektet eller andre ting skal man ikke være bange for at sige det til Dr. Pensak. Hun kan godt lide en god diskussion.

Vores indtryk af Thailand og thaierne efter de første dage kan beskrives med ordene gæstfrihed, hjælpsomhed, smil og livsglæde. De fortjener virkelig det positive stempel de har fået som smilets land. Generelt set blev disse indtryk forstærket i løbet af vores ophold.

Så til arbejdet; Vi har under hele vores ophold arbejdet sammen, og det tværfaglige samarbejde har fungeret godt. I løbet af arbejdsugen har vi været på fem forskellige træningsstationer, en for hver ugedag, og vi har været med til at åbne to af dem. Da nogle af stationerne er nye er der meget varierende udvalg af udstyr på de forskellige stationer, men de er stille og roligt blevet bygget op og vi synes nu at alle fungerer ganske godt, selvom nogle stationer pga. økonomien ikke har meget udstyr til rådighed. Der er ingen tvivl om, at den mest velfungerende er mandagsstationen, som ligger ved templet i Kut Hai. Dette er også den ældste station.

På hver træningsstation arbejder der 2-4 frivillige fra landsbyen, også kaldet heksedoktorer. De har fået lidt undervisning af tidligere frivillige terapeuter, men har ikke den grundlæggende viden der skal til for at de selv skal komme frem til en relevant behandling for hver enkelt patient. Det er vigtigt, at man tager sig tid til at instruere dem, særligt når der kommer nye patienter, således at behandlingen til hver enkelt patient bliver så god og relevant som muligt, også når vi ikke er til stede. Heksedoktorerne er søde og lærevillige, og vi har fået et rigtig godt forhold til de fleste af dem.

Arbejdsdagen er bygget op således, at vi om morgenen kl. 8.30 er blevet hentet af Phi A. Nogle gange er Maw Ban Yen også med, og da er det ofte vi ikke kommer af sted før kl.9. Vi kører så ud til stationen hvor vi arbejder indtil frokost. Efter frokost har vi været på hjemmebesøg i landsbyen tilhørende stationen og området omkring. Patienterne på stationerne bliver man efterhånden kendt med, hvilket giver en vis kontinuitet i arbejdet, selv om vi højest har set dem en gang ugentligt.

På hjemmebesøgene er der nogle gange nye patienter og andre gange patienter som allerede er tilknyttet Raindrop. Her består arbejdet i at give barnet træning og stimulering samt at vurdere om den pågældende patient har brug for undersøgelse af læge, hjælpemidler eller om den har brug for mere terapeutisk opfølgning på træningsstationen. En vigtig del af arbejdet er også råd og vejledning til familien om hvordan de kan gøre patientens hverdag bedst mulig. Man skal være opmærksom på, at thaierne har et helt andet syn på det at være handicappet. For kun få år siden blev handicappede børn gemt og skjult fordi de var en skam for familien. Vi har ikke oplevet lignende tilfælde under vores ophold, hvilket er meget glædeligt. Alligevel ligger en stor del af udfordringen i at få familierne til at forstå vigtigheden af at aktivere deres handicappede barn.

Vi er som regel hjemme ved Raindrop igen mellem kl. 15 og 16.

En vigtig tilføjelse er, at ovenstående er overordnet. En del af kulturen, og derfor også hverdagen er, at thaierne ikke er gode til at planlægge og at de ikke går efter uret, som vi er vant til. Dette gør at effektiviteten ikke er den samme som på en dansk arbejdsplads. I begyndelsen kan det være frustrerende, men så skal man tænke på, at en vigtig årsag til at vi valgte at arbejde i Thailand, er at vi ønsker at opleve en helt anden kultur. Vi vil også understrege at samarbejdet med vores thai kollegaer har fungeret særdeles udmærket.

Vi har i perioder følt, at vores arbejde har været uoverskueligt grundet de mange patienter, som har brug for hjælp i forhold til de ressourcer vi har til rådighed. Det har været vigtigt at fokusere på alle dem, som vi har været med til at gøre en forskel for. Det kan være en lille forskel af meget stor betydning, fordi mange ikke tidligere har fået vejledning, behandling eller træning. Vi har set nogle tragiske skæbner, men i den sidste ende er arbejdet utrolig givende. Det er helt unikt, at få lov til at rejse rundt i landsbyerne, se hvordan folket lever, opleve ægte Thailandsk gæstfrihed og i tillæg få lov til at hjælpe de handicappede og gøre en indsats for at forbedre deres livskvalitet.

Enkelte dage har vi brugt til skriftligt arbejde. Der skrives journaler på alle nye patienter og nogle af de gamle fornyes med jævne mellemrum. Journalerne fra de tidligere frivillige har været til stor hjælp for os, så man slipper for at stå med helt blanke ark når man kommer til en patient som allerede er tilknyttet Raindrop.

Udover at man i gennem arbejdet oplever rigtig meget har vi også fået kigget os omkring. På mange af vores ture har vi haft Laied med. Hun overnatter ofte i vores hus, er en humørspreder og uvurderlig for os frivillige når vi har brug for hjælp til praktiske ting, som for eksempel at få syet jakkesæt eller kjoler. Det er nemlig kun et fåtal af folket i nordøst-Thailand som kan tale engelsk, men Laied er udmærket til det, så hun kan oversætte for os. I løbet af det halve år fik vi set meget af det nordøstlige Thailand. Vi havde flere ture til områderne omkring Mekong floden, som danner grænsen til Laos, hvor vi besøgte Mukdahan og Nakhon Phanom på den Thailandske side. Ved et par tilfælde krydsede vi også floden for en forlænget weekend i Laos. Her var vi i Thakhek, som ligger på den anden side af floden ved Nakhon Phanom, og hovedstaden Vientiane. Dr. Pensak har også en ejendom i Khao Yai, som vi har besøgt en gang. Khao Yai har smuk natur og en flot nationalpark. Efter 3 måneders arbejde holdt vi en dejlig 2 ugers ferie på eksotiske Koh Chang og Koh Kood. Mulighederne for at komme omkring er store, da vi frivillige har en bil til fri rådighed. Bilen er dog ikke helt ny, og Dr. Pensak har nu sat foden ned, så den kan ikke bruges på ture over 100 km. Inden denne nye regel blev indført nåede vi en tur til Chiang Mai, Thailands næststørste by, som ligger ca. 950 km. fra Sakon Nakhon – en smuk by med masser af muligheder for spændende aktiviteter.

Vi havde selvfølgelig også en del fritid i Sakon Nakhon. Eftermiddagen brugte vi ofte i en smuk og velholdt park hvor der findes nogle veje hvor man kan jogge, samt et træningscenter, om end ikke nymodens, så kan det sagtens bruges. Der er også et par svømmebassiner i Sakon Nakhon, hvis det er af interesse. Ellers besøgte vi flere gange et lille vandfald ca. 11 km. fra Raindrop Centeret hvor vi slappede af og badede. Stedet er meget populært hos de lokale, og specielt i weekenderne er det godt besøgt af lokale, som hygger sig med mad og thai whisky, og som farang man får rigtig mange invitationer til at spise og drikke med. Det er udelukkende et udtryk for deres gæstfrihed.

Området omkring Raindrop er velegnet til at gå eller løbe en tur, men det kan være irriterende med alle de løse hunde der kommer løbende ud på vejen. I vores hus har vi fjernsyn og dvd-spiller og tilgang til internet, som fungerer ganske udmærket. I weekenderne har vi ofte været ude at spise til en meget overkommelig pris. Vi har også brugt en del lørdag aftener i baren ved MJ Hotel, hvor de viser Premier League fodbold på storskærm. Diskoløver kan få stillet sine behov på diskoteket Golden Pond.

Louise har sammen med Pia, haft nogle hyggelige tøseture hvor vi har forkælet os selv med en ansigtsmaske eller lignende til en betydelig billigere pris end derhjemme.

Vi har på mange måder forsøgt at opleve så meget som muligt ved at deltage i de ting som er særlige for kulturen. Vi har blandt andet været med til at høste ris sammen med Laieds familie, set den imponerende wax castle festival, været til hanekamp hvor mændene spiller på hvilken hane der vinder, vi har været til begravelse, til thai bryllup og mange andre kulturelle oplevelser i nærområdet omkring Sakon Nakhon.

Der er altså masser af muligheder og ingen grund til at kede sig.

Som det forhåbentligt kommer frem af denne rejsebeskrivelse har vi haft et meget oplevelsesrigt halvt år, som vi aldrig vil glemme.

Når vi nu i skrivende stund efterhånden er kommet hjem til Danmark igen efter 3 ugers ferie i Cambodia og i Krabi, ser vi tilbage på vores halve år på Raindrop med glæde. Det har været et lærerigt halvt år ved at vi er kommet så tæt ind på et andet folk og en anden kultur. Ingen tvivl om at vi på kryds af kulturer kan lære meget af hinanden. Ved at se den fattigdom som præger landsbyerne hvor vi har arbejdet får man virkelig sat ting i perspektiv. Jo, vi har det rigtig godt i Danmark, og det bliver man bevidst om når man har set de skæbner som vi er kommet tæt ind på nogle gange. Skæbner som opstår fordi patienterne ikke har midler til at få opfølgning. Vi har ikke dermed sagt, at thaierne ikke har det godt, for de lyser af livsglæde på en helt anden måde end vi nogensinde har set.

En stor del af æren for at vi har haft et uforglemmelig halvt år skal de ansatte i Raindrop have, og også de andre frivillige. Det bliver som en stor familie. Thaierne er der altid med et smil og hjælpsomhed hvis der er noget vi frivillige har brug for. Der er blevet knyttet stærke venskabelige bånd mellem thaierne og os. De giver så meget af sig selv og vil så gerne vise os rundt, vise os hvordan de lever og på hvilken måde de gør tingene. Hvis man er åben for at mange ting gøres anderledes end man er vant til, er fleksibel og positiv kan det simpelthen ikke undgås at man får en fantastisk tid i Sakon Nakhon og Raindrop.

Så siger det sig selv at afskeden med Raindrop var et rent helvede. Vi vil helt sikkert komme tilbage på besøg.

Tak til Volunteer Aid og Raindrop Foundation for at I har givet os en oplevelse for livet!

Louise Mølholt Christensen og Ole A. Leikåsen