Forud for min rejse til Thailand, hvor jeg skulle arbejde som frivillig i 6 måneder, købte jeg Lonely Planets Thailand guide og slog straks op under ”Northeastern Thailand”- området hvor jeg skulle hen. Af de godt 800 sider er ca. 90 afsat til det store område af landet, som af thaierne også kaldes Isarn. Ikke mange sider var min umiddelbare tanke, men gav mig dog fuld af forventning til at læse. Frit oversat lyder indledningen til kapitlet således:

” ….det nordøstlige er Thailands glemte baggård, det gigantiske, mystiske område som glider forbi vinduet på bussen på vejen til Laos. Men mens turisme har efterladt et uudsletteligt præg på mange områder af Thailand, så fortsætter dette kolossale hjørne af landet med at leve livet på sine egne præmisser: langsomt, roligt og med en dyb respekt for både arv og historie. Ja, du kan beundre den glitrende top af det thailandske isbjerg på strandene på Koh Samui og Phuket, men det er her, hvor engelsk sjældent tales og turistruterne er mest bumpede, at du vil opleve et af landets mest fascinerende og særegne sider.

…Isarn, som er det thailandske navn for de 19 provinser, som udgør det nordøstlige Thailand er ikke guidebogens covergirl. Ved første øjekast er byerne overvejende funktionelle og landskabet - blændende grønt som det er – omgivende den lige linje highway 2 mellem Bangkok og Laos, stort, fladt og anvendt til landbrug.

Men ligesom de mystiske naga ildkugler som flyder op ad Mekong floden nær Nong Khai hvert år, så gemmer Isarn de bedste overraskelser til dem som har tålmodigheden til at komme og lede efter dem. Lige fra de eventyrlige Khmer templer til uopdagede nationalparker, til sovende landsbyer og eksplosive festivaler. Et besøg i det nordøstlige Thailand tager både tid og tålmodighed, men et helt liv at glemme!”


Nu, efter at have tilbragt 6 måneder i området, må jeg give forfatteren ret i hvert eneste ord, faktisk synes jeg der er sparet på de positive adjektiver.
Min tid i det nordøstlige Thailand, nærmere bestemt området omkring byen Sakon Nakhon, var intet mindre end fanastisk – ikke mindst skyldes organisationen, som jeg arbejdede for og alle de rare mennesker dér.
Jeg, som er fysioterapeut, arbejdede sammen med min veninde, som er pædagog, frivilligt på et handikap projekt for fysisk og psykisk handikappede børn.

Vores arbejde bestod i overordnede træk af følgende:
-    Åbningen af en behandlings- og træningsstation for 20 handikappede børn i et øde område.
-    Hjemmebesøg hos handikappede børn
-    Journalskrivning mhp. dokumentation.

Arbejdet bragte rigtig mange store oplevelser med sig - af både positiv og udfordrende karakter. Og lad mig med det samme slå fast, de positive fyldte langt det meste.

Jeg oplevede generelt thaierne som meget imødekommende og gæstfrie, og jeg synes, vi fik en rigtig god modtagelse på Raindrop af såvel thaierne som de andre frivillige.

Vi boede et skønt sted ude på landet i et gammelt men meget fint og stort hus. Alle os frivillige boede sammen i huset og havde desuden en thailandsk pige boende meget af tiden. Vi blev godt sørget for, havde personale til at gøre rent og vaske op for os, og skulle bare give lyd, hvis vi havde brug for hjælp til noget. En uvant situation for mig sådan at blive vartet op, men som lederen af organisationen, Dr. Pensak, sagde, så var det vigtigt for hende, at de frivillige kunne hellige sig arbejdet med børnene fuldt ud.

I det nordøstlige Thailand er der, som nævnt tidligere, meget få, som taler engelsk. Derfor gav sprogbarrieren da også af og til nogle kommunikationsvanskeligheder og kommunikationsbrist! Thaierne var generelt meget villige til at lære fra sig, så fik hurtigt lært lidt af sproget sådan til husbehov, og jeg kunne ret hurtigt kommunikere rigtig meget med dem ved hjælp af den smule thai jeg kunne og en hel masse kropssprog. Forsøgte desuden at lære fra mig af mit engelske til dem, som viste interesse for det. Var man interesseret i mere struktureret thai-undervisning var det mit indtryk, at det ikke var svært at finde.

Kulturen og ikke mindst kulturforskelle er et helt kapitel for sig, og begge dele førte mange uforglemmelige oplevelser med sig. Da vesterlændinge er meget sjældne i området er det virkelig den rendyrkede thailandske kultur, som man møder alle steder. Alt er meget forskelligt fra den danske kultur, det være sig lige fra at spise, gå i skole, indrette hjem, feste, arbejde, glædes sørge, ja – you name it! Da vi levede og arbejdede blandt thaierne var det rig mulighed for at lære den thailandske kultur at kende og ikke mindst udleve den. Thaierne ville meget gerne lære os om kulturen og hjælpe os med at leve efter de thailandske traditioner. De udviste dog generelt også en stor respekt for, at vi kommer fra en anden kultur og derfor har traditioner og adfærd af vores egen! Adfærd som i Danmark ikke tillægges nogen særlig betydning, oplevede jeg, kunne have meget stor betydning i Thailand, særligt pga. den buddhistiske tro. F.eks. er det vigtigt at efterleve regler som at gå sømmeligt klædt, dvs. ikke vise knæ og bare skuldre, aldrig røre folk på hovedet (børn undtaget!) og ikke pege fødderne mod nogen. Sådan er der flere retningslinjer, som lige er gode at huske. Jeg udviste en sund respekt for deres kultur og traditioner og blev samtidig mødt med forståelse og overbærenhed, når jeg engang imellem kom til at glemme det.

Rent arbejdsmæssigt var der nok at tage fat i, da der er mange handikappede børn i området og alle generelt har rigtig meget brug for hjælp, f.eks. i form hjælpemidler, træning samt mental og social stimulation. Vi var i stor grad selvtilrettelæggende i arbejdet og det var derfor meget op til vores samvittighed, hvor meget vi ville arbejde. Vi blev løbende præsenteret for arbejdsopgaver ud over dem, vi lige havde gang i – og havde regnet med! Det er min oplevelse, at intet presses ned over hovedet på én, blot man er god til at sige til og fra og give udtryk for, hvor meget arbejde man magter.

Jeg oplevesærligt to aspekter ved arbejdet som meget udfordrende:
For det første måden hvorpå det thailandske personale kunne tiltale hinanden. Her trådte hierarkiet meget tydeligt frem, og det var til tider en stor udfordring for mig at lægge øjne og ører til omgangstonen. Set med mine danske øjne kunne højtstående i hierarkiet have det med at tiltale laverestående meget grimt. Igen spiller kulturen en væsentlig rolle her, men må indrømme at jeg måtte sluge et par kameler og kom da også et par gange til at stille højlydt spørgsmålstegn ved dette. Det kan være som at stikke fingrene i et hvepsebo, så overvej kampen med omhu!

En anden udfordring ved jobbet, men bestemt også en charme, var uforudsigeligheden. De thaier vi arbejdede sammen med havde det med at ændre planer hele tiden, og det der med overholdelse af tidspunkter var heller ikke lige deres stærke side. Igen kan meget forklares med kulturen. Det var til tider en stor udfordring for min trang til effektivitet. Jeg vil dog sige, at det lykkedes at mødes med dem, så jeg slækkede lidt på kravene og de tog sig selv lidt i nakken☺

En ting som kan fylde når man rejser ud i den store verden er, hvad nu hvis jeg bliver syg….?! Jeg havde et par gange brug for en læge, og jeg fik hver gang rigtig god hjælp af kollegaerne. Dr. Pensak er meget opmærksom på at de frivillige har det godt, og sørger altid for, at der er nogen til at hjælpe én.

En af de overvejelser jeg gjorde mig, inden jeg valgte at tage ud som frivillig, var om jeg havde økonomi til det. Lad mig med det samme sige, det er en udgift! Når flybillet, rejseforsikring og vaccinationer er betalt er det dog muligt at leve for meget få penge. Alt i det nordøstlige Thailand er meget billigt. Med gratis logi og støtte til kost fra en Dansk organisation havde jeg brugt i omegnen af 7000-8000 kr. i lommepenge på 6 måneder. For de penge fik jeg en ordentlig én på opleveren – og desuden fornyet mit visum to gange☺

Jeg vil give thaierne en stor del af æren for alle de oplevelser, jeg har med mig hjem i rygsækken. Jeg oplevede, at de ikke blot var mine kollegaer, de blev også mine venner. De viste stor interesse i at lære os frivillige at kende og var meget interesseret i at tage os med til alle mulige store og små arrangementer for at give os en masse gode oplevelser.

At være sendt ud som frivillig gennem Volunteer Aid har været en god oplevelse. Det har været rart at tage ud og arbejde som frivillig et sted, som en dansk organisation har sagt god for. Desuden har det været rart at have folk ”i ryggen” hvis komplikationer skulle opstå – dog ikke noget jeg var ude for.
Det at tage ud og arbejde som frivillig uden at skulle på diverse indledende kurser har været rart.  Det har været med til at minimere de økonomiske udgifter, og så har det været fedt at få brugt og ikke mindst udfordret sin selvstændighed og kreativitet.

Jeg valgte at tage ud som frivillig og bruge min fysioterapeutiske ekspertise i arbejdet.  For de som må gå med en droem i maven om at tage ud som frivillig og arbejde med handikappede boern er rådet, følg drømmen. Der er plads til mange forskellige faggrupper på projektet, og har du ikke en uddannelse men erfaring med børn og masser af gåpåmod, så hold dig endelig heller ikke tilbage.

Børnene har hårdt brug for din hjaelp, og for al den hjaelp du kommer til at yde, er der oplevelser som, jeg vover at påstå, du aldrig vil glemme. I hvert fald er det med den foelelse i kroppen, at jeg nu med stort vemod har sagt farvel, men også på gensyn til det nordoestlige Thailand, handicap projektet, dets personale, andre frivillige og de dejligste unger☺