Rejsebeskrivelse, handicapprojektet.
Allerede da flyet landede i Sakon Nakhon lufthavn, havde jeg på fornemmelsen, at jeg var ankommet til en lidt anden verden end den, jeg havde forladt i 24 timer tidligere. Ved første øjekast virkede lufthavnen som alle andre, og så alligevel ikke helt – flyveren parkerede nærmest udenfor døren til ankomsthallen, og kufferterne blev kørt til bagagebåndet på en pick up truck.

Da jeg trådte ud af ankomsthallen ventede en velkomstkomite, som jeg sent vil glemme. 4 frivillige og 4 thaier stod klar med roser og smil – det var en rigtig rar oplevelse efter mange timer alene og det betød, at jeg helt fra starten følte den gæstfrihed og venlighed, som hele Raindrop projektet emmer af.

Dagen efter min ankomst startede jeg på arbejde sammen med de to frivillige ergoterapeuter. Den første uge arbejdede vi på træningsstationen på templet, og her mødte jeg en del af de børn, som er tilknyttet projektet. Det gik hurtigt op for mig, at det er et vigtigt stykke arbejde, der bliver udført på træningsstationen – børnene har virkelig brug for fysisk træning og stimulation af deres sanser, dels fordi langt de fleste er ganske hæmmet af deres sygdom, men også fordi forældrene ofte ikke har tid og overskud til at udføre den nødvendige træning i hjemmet.                                                                                 

Ugen efter arbejdede vi på Raindrops anden træningsstation, som ligger ca. en halv times kørsel fra hvor vi boede. Børnene der er hæmmet på lidt andre måder end dem, som kommer på templet, og de fleste af dem er noget ældre, dette anså jeg kun som en spændende udfordring, som var med til, at udvikle andre sider af min faglighed.                                                                                                  
Efter jul og nytår valgte vi at bruge en uge på at køre på hjemmebesøg, hvilket var med til at give et godt indblik i, hvordan mange familier i Nordøst Thailand lever, og hvilke vilkår de handicappede børn har. Det er ikke en underdrivelse, når jeg skriver, at langt hovedparten af de familier vi mødte, var ret fattige, de har virkelig ikke særlig meget at gøre godt med, og dette præger selvfølgelig også børnenes liv. Men trods fattigdommen mødte jeg rigtig mange glade og positive familier, som ønsker alt det bedste for deres handicappede børn – de gør, hvad de kan for at give dem en god hverdag og de allerfleste træner barnet efter bedste evne. Forældrene var utrolig lydhør overfor de råd, som vi ofte gav dem under vores besøg, og selvom de måske ikke havde overskuddet til at følge dem alle, havde jeg alligevel ofte indtrykket af, at de i hvert fald ønskede at gøre deres bedste.
Selvom mit ophold på Raindrop var ganske kort – jeg var kun af sted i 5 uger, da jeg stadig er under uddannelse til ergoterapeut, føler jeg virkelig, at jeg fik en masse ud af mit ophold – fagligt såvel som socialt. Den venlighed som jeg mødte den første dag i lufthavnen bar resten af opholdet ligeledes præg af, thaierne var meget opmærksomme på vores velbefindende, og deres gode humør og venlige smil var i høj grad med til, at jeg følte mig meget velkommen.
Hvis man har lyst til en faglig udfordring og kan arbejde under primitive forhold, kan jeg varmt anbefale, at rejse ud gennem Volunteer aid – det gav mig en oplevelse for livet!