Et studie i indisk arbejdskultur...

- At være frivillig ved en indisk NGO er en utrolig givende og lærerig oplevelse, men samtidig også en stor prøvelse for ens tålmodighed.

Da jeg trådte ud i Chennai lufthavn og for anden gang i mit liv indåndede den indiske luft og så de første køer på vejen, de farverige mennesker samt trafikkaoset, følte jeg mig med det samme hjemme. Hjemme i et land, som tilbyder og giver en så meget! Igennem de sidste tre måneder har jeg arbejdet som frivillig ved NGO-organisationen organisationen i Pondicherry, Tamil Nadu, Indien og det har været et spændende studie i en indisk arbejdskultur. En arbejdskultur som er meget anderledes end den danske, vi kender hjemmefra.

Årsagen til, at jeg valgte organisationen som arbejdsplads under mit ophold i Indien, var, at jeg så muligheder for at anvende min baggrund som sociolog i deres organisation. Ud fra den beskedne beskrivelse, jeg på forhånd havde omkring organisationen og deres arbejdsområder, havde jeg forestillet mig et hav af muligheder for at lave opgaver af sociologisk relevans, som ville være til gavn for de socialt udstatte, organisationen hjælper med deres projekter. Dog erfarede jeg lynhurtigt, at det organisationen i bund og grund gerne ville have hjælp til, var at rejse mere kapital til organisationen og deres projekter. Derfor endte jeg med, gennem mit ophold at lave fundraising for organsiationen. Fundraising var ikke lige det ord, jeg havde forbundet med mit ophold ved organisationen, men det endte med at være en spændende og ikke mindst udfordrende opgave. Arbejdet bestod i at indsamle informationer omkring de projekter, der skulle søges penge til (blandt andet via feltture ud til landsbyerne, hvor projekterne bliver gennemført) og derefter skrive en projektbeskrivelse af projekterne for til sidst at finde nye alternative donorer og ansøge om kapital til fremtidige eller nuværende projekter.

Jeg indledte med at fortælle, hvordan mit ophold har været et studie i indisk arbejdskultur og vil gennem resten af denne beskrivelse gerne vise jer et par eksempler på de observationer, jeg har gjort mig i forhold til den indiske arbejdskultur fremfor at gå i dyben med mine reelle arbejdsopgaver. Min bevæggrunde herfor er, at jeg i langt højere grad mener, dette viser, hvad man som frivillig i en indisk arbejdskultur, skal forberede, indstille sig på og ikke mindst acceptere for at undgå at blive en frustrationsboble, der er på kanten af at briste i denne fremmede, men ikke mindst fascinerende og dragende kultur.

Arbejdsmiljøet på organisationen:

’Vores kontorbygning består af et lille hus i Pondi med en underetage bestående af 4 rum og en overetage med et tag lavet af palmer. I underetagen er der et computerrum, opbevaringsrum, direktørens kontor (som han deler med sin sekretær) og et fællesrum med fire skriveborde. Her sidder jeg med min lille bærbare computer ved et meget gammelt skrivebord og stol, der mere eller mindre minder om skrivebordsmøbler fra 70’erne. Skrivebordene er tomme og der findes hverken computere, telefoner, headset mm., som man ser på enhver arbejdsskrivebordsplads i Danmark. De, som arbejder ved en computer, sidder i computerrummet, hvor der står fire gamle computere, og skal man foretage et opkald, er der en fælles telefon på væggen i det store rum eller ens egen mobil bliver anvendt (du møder sjældent en inder, som ikke ejer en mobil). Der er ikke noget, der tyder på, at fysisk arbejdsmiljø har vundet indpas på arbejdspladsen, hvilket sandsynligvis hænger sammen med organisationens budget, og jeg kan tydelig mærke forskellen på at sidde på en dansk arbejdsplads og her. Der er ikke forskel på direktøren og medarbejdernes arbejdspladser og til frokost sidder alle på gulvet og indtager deres medbragte mad, som selvfølgelig spises med højre hånd. Dog er der enkelte tidspunkter, hvor statushiearkiet kommer til syne. Eksempelvis bliver der hver dag serveret chai (indisk the) og direktøren samt jeg får chai’en serveret i porcelænskopper, hvorimod resten af personalet får chai’en i tinkrus.’

Selve arbejdspladsen var meget simpel og bar tydeligt præg af, at organisationen ikke har særlig meget kapital at gøre godt med. At jeg havde valgt at medbringe min bærbære i min lille rygsæk viste sig at være en god priotering og en god hjælp i udførslen af mit arbejde. Trods det at arbejdspladsen var meget simpel, var der en dejlig varme og imødekommenhed både mellem medarbejderne og overfor mig som frivillig. Hver morgen, jeg mødte ind, blev jeg mødt med et varmt ’vanakkam’ (goddag på tamilsk) og et stort smil, og alle var altid interesseret i at høre om en og ens kultur, og alle var ivrige efter at fortælle mig om den indiske kultur, selvom flere af dem ikke kunne tale særlig meget engelsk.

Manglende effektivitetsniveau eller blot udtryk for en anden kultur?

’Jeg har nu ventet i over 2 uger på at få besvaret en række spørgsmål jeg skal anvende til den projektbeskrivelse, jeg er i gang med at skrive for organisationen. Jeg har erfaret, at det ikke er medarbejdernes mangel på viden omkring de informationer, jeg har bedt om, som forsinker processen , men derimod blot ’at ting tager tid i Indien’ – hvad vi ikke når i dag, når vi i morgen ellers når vi det i overmorgen. Inderne arbejder bare i et lansommere tempo end på en dansk arbejdsplads og lige så stille bliver man selv trukket ind i det og opdager, at en hel dag er gået med at snakke om arbejdet i stedet for at handle... Eksempelvis sidder jeg lige nu på arbejdet og skriver disse observationer, da jeg ikke kan komme videre med projektbeskrivelsen, før jeg har fået svar på mine spørgsmål, og sådan er der meget ventetid, som sætter ens tålmodighed på en prøve. På os virker det bare, som om effektivitetsniveauet er meget meget langsomt, og vi vil meget gerne speede det op, men det er svært. Det hele er så indgroet i deres kultur og rutiner, at vi ikke bare kan forvente, at det ændrer sig, fordi vi kommer fra en anden arbejdskultur med et langt højere tempo og effektivitetsniveau. Men jeg forsøger små ting for at få mit arbejde til at glide hurtigere, såsom at spørge direktøren direkte om informationerne, når jeg ikke har fået svar fra de andre, og blive ved med at rykke for svarene og fortælle medarbejderne, hvor vigtigte de er for mine arbejdsopgaver. Det er nemlig meget svært at lave en projektbeskrivelse omhandlende konstruktionen af 120 huse til udvalgte familier, som lever under fattigdomsgrænsen og til daglig er bosat i en lerhytte med palmetag, når man ikke har de konkrete fakta, der skal anvendes til projektet. Derfor tager arbejdet bare dobbelt så lang tid som derhjemme!’

Mine erfaringer er, at man som frivillig skal udvise stor tålmodighed samt være meget opsøgende i forhold til ens arbejdsopgaver og de informationer, man har behov for i forbindelse hermed. Dette hænger blandt andet sammen med, at vi er ’hvide’ personer fra den vestlige verden og i indernes øjne udgør dette en høj status, hvormed de kan have svært ved at give dig ordrer og deadlines – ikke kun dine kollegaer, men også din chef. Derfor bliver man som frivillig nødt til at være meget selvstændig og opsøgende overfor chefen på arbejdspladsen, for at organisationen får det bedste og optimale ud af både ens kompetencer samt frivillige arbejdskraft. Det modsætte gælder for de indiske medarbejdere – disse er under direkte ordre fra chefen og det selvstændige arbejdsmiljø, vi kender fra Danmark, eksisterer slet ikke i samme grad. Samtidig er det tydeligt, hvordan arbejdsniveauet stiger og daler i takt med chefens tilstedeværelse på kontoret. Når han ikke er tilstede, bliver der pjattet, grinet og slappet af, hvorimod stemingen er langt mere alvorlig, seriøs og koncentreret, når han er tilstede på kontoret (hvilket i og for sig også gør sig gældende på mange danske arbejdspladser). Forskellen på den danske og indiske arbejdskultur i henhold hertil er, at det ofte virker som om, at inderne behøver chefens tilstedeværelse for at udrette deres arbejdsopgaver, hvilket gør det en hård opgave at være chef på en indisk arbejdsplads. Hvorimod vores selvstændighed - og måske i virkeligheden også den iboende tillid der er mellem medarbejder og chef i den danske arbejdskultur – bevirker, at vi uafhængigt af chefens tilstedeværelse kan udføre de pålagte arbejdsopgaver og selv påtage os nye eller ekstra opgaver.

’Endvidere skal man vænne sig til, at de planer/møder, som bliver arrangeret, højst sandsynlig bliver aflyst, når man møder ind på arbejde om morgenen. Jeg har flere gange haft forberedt spørgsmål til møder, og på dagen, hvor mødet skulle afholdes, er det aflyst. Det sammen med vores feltture – de bliver gang på gang planlagt, men aflyst på selve dagen. Det kræver en del tilvænning fra min side, da jeg har det bedst med, at alt er struktureret og planlagt. Så jeg har haft rigtig mange dage, hvor jeg møder ind på arbejde i troen om, at jeg skal det ene og det andet, og så er det hele aflyst. Trods disse frustrationer er jeg dog stadigvæk glad for arbejdspladsen, og de mennesker, som arbejder der, og nyder stadig at komme på arbejde. Jeg kan dog være i tvivl om, hvor meget jeg når af de opgaver, de har pålagt mig, da det kan tage uger at få fremskaffet informationer. Men jeg har accepteret med mig selv, at jeg når, hvad jeg når og selvom jeg måske ikke når alle opgaverne, så vil de stadigvæk være tilfredse med den indsats, jeg har ydet – håber jeg!’

Aflysninger og ændringer er en del af hverdagen ved organisationen og det tager tid at vænne sig til og acceptere, men det væsentlige er ikke at lade sig mærke med det og blot tænke, at dagen højst sandsynlig vil bringe andre spændende oplevelser. En erfaring, jeg ydermere har gjort under mit ophold, er, at tidsperspektivet for ens ophold er væsentlig. Det er vigtigt, at man i samarbjede med organsationen tilpasser sine opgaver til den tid, ens ophold varer. Her er det essentielt at tage højde for, at det tager tid at sætte sig ind i organisationen og deres arbejdsområder, samt at det kan tage tid at få fremskaffet de informationer, der er behov for til udførslen af ens arbejdsopgaver.

Afslutningsvis kan jeg konkludere, at oplevelsen af at få lov til at studere en indisk arbejdsplads/kultur på tætteste hold samt mine konkrete arbejdsopgaver i den grad har medvirket til at øge mit perspektiv og opfattelse af, hvor anderledes socialt arbejde bliver udført i vores forskellige kulturer, og hvor meget vi kunne lære af hinanden - for trods besværlighederne med effektivitetsniveauet og ens tålmodighed gang på gang bliver sat på prøve, er der mange gode ting at hente i det store arbejde, organisationen gør for de socialt udstatte mennesker i Indien.

Min tid i Indien har endvidere på det personlige plan blot bekræftet mig yderligere i, at landet har og altid vil have en særlig plads i mit hjerte og sind. Jeg elsker dette farvefulde land med alle dets flinke og imødekommende mennesker, og jeg er overbevist om, at jeg fremover i livet vil blive ved med at vende tilbage til Indien og alle dets utallige muligheder – der er intet, som er umuligt i Indien for dem med ører og øjne åbne samt hjertet på det rigtige sted!