Efter at have været i Indien som turist en enkelt gang i 2006 besluttede jeg mig for at jeg denne gang ville lære Indien at og dens kultur at kende fra et anderledes perspektiv. Man lærer altid en kultur og dens folk bedre at kende ved at opholde sig i landet og arbejde sammen med samt omgås de lokal mennesker. Men dette kan selvfølgelig også være en udfordring ind imellem.

Jeg ankom sammen med min kæreste til guesthouset sent om aftenen i midten af oktober. Det var noget af en sær velkomst hvis man ikke er forberedt på indiske forhold og for min kæreste som aldrig havde været i Indien før var det noget af et chok at finde en dame liggende ved porten og sove da vi kom. Dette viste sig at være Jansis mor dvs. Kontaktpersonen’s svigermor. Hun vågnede af at vi stod og diskuterede hvorvidt vi skulle vække hende eller lade være. Da hun ikke taler engelsk pegede hun bare på en dør som viste sig at være døren til det værelse vi skulle sove i. Hun pegede også på en anden dør til et toilet og lagde sig derefter til at sove igen – denne gang inde i huset hvor Kontaktpersonen og hans familie også sover.

Næste morgen mødte vi Kontaktpersonen som hilste os velkomne og havde et lille møde med os hvor han satte os ind i tingene og fortalte os om de forskellige projekter vi kunne vælge mellem. Da vi begge var interesserede i at arbejde med mikrofinans projekter besluttede vi at sammen med Kontaktpersonen tage ud og besøge to NGO’er som beskæftigede sig med netop dette. Det skulle vise sig at min kæreste kom til at arbejde for et projekt ude ved Cuddalore (ca. 1 time på scooter fra Guesthoset) og jeg startede hos et andet projekt som ligger inde i landsbyen (ca. 20 min med scooter eller op til en time med bus afhængig af trafikken).

På grund af den lange distance valgte vi at flytte ind til landsbyen så jeg kunne gå eller cykle på arbejde og min kæreste havde betydeligt mindre transporttid til arbejdet. Vi fandt et nummer på internettet til en mand som udlejer masser af lejligheder i og omkring byen. Man kan finde lejligheder fra Rs. 4000 per måned og op afhængig af hvor stor den er, beliggenheden, standarden osv. Vi betalte Rs. 12 000 for den første lejlighed vi boede i, men det skal siges at vi var fem volontører som delte denne husleje og lejligheden lå midt i centrum.  Da de andre tre volontører var rejst flyttede min kæreste og jeg over i en lidt mindre lejlighed til Rs. 10 000 per måned. Dette er prisen for at ville bo i centrum, men som sagt kan man sagtens finde billigere. Det skal dog siges at guesthouset er et udmærket sted at bo hvis man kan lide stille omgivelser og fællesskab. Der er for det meste andre volontører at hænge ud med og man møder mennesker fra forskellige lande og baggrunde. Havde jeg rejst hertil alene var jeg helt sikkert blevet på guesthouset på trods af distancen til arbejdet. Det er også en stor tryghed at have kontakt til Kontaktpersonen som altid står til rådighed hvis man har problemer, spørgsmål eller andet man vil dryfte omkring arbejdet eller lignende. Han er en utrolig god mentor for os volontører og gør sit bedste for at hjælpe en med at finde sig til rette både her i Indien men også på den arbejdsplads man vælger.

I løbet af mit ophold på projektet arbejdede jeg først med et women development projekt hvor jeg var ude i felt og samle informationer omkring nogle women self help groups som består af kvinder der laver interne opsparinger samt får mikrolån, ved hjælp fra projektet, for at kunne investere i aktiviteter som kan hjælpe dem med at forsørge sig på længere sigt. For eksempel kan et mikrolån hjælpe en kvinde med at investere i en ko som så kan hjælpe hende med at forsørge hende og hendes familie ved at de sælger mælken. Jeg udarbejdede en project proposal som jeg var rundt ved forskellige lokale virksomheder for at diskutere og fundraise til. Jeg ansøgte også om penge fra internationale fonde og organisationer i håb om at få økonomisk support til dette projekt. Indtil videre har vi fået started et samarbejde med en virksomhed lidt udenfor landsbyen.

Efter at have arbejdet med mikrolån projektet i nogle måneder skiftede jeg over til et andet projekt som vedrørte children education i Kalvarayan Hills ca. 4 timer nordvest for landsbyen. Jeg var deroppe flere gange for at samle informationer til at kunne udarbejde endnu et project proposal som skulle bruges til fundraising. Denne gang var det private donorere som gav held og vi fik samlet en del penge ind til at kunne investere i undervisningsmateriale til børnene. Projektet har 6 aftencentre hvor de tilbyder non-formal education for børn som vil have supplerende undervisning eller som ikke har mulighed for at gå i skole i løbet af dagen. Dette kan være pga. den dårlige infrastruktur i bjergene som gør at de ikke kan transportere sig på andre måder end til fods (hvilket er alt for langt) eller at forældrene foretrækker at have dem hjemme så de kan arbejde eller passe børn istedet for at gå i skole. Jeg var oppe og give workshops og undervisning både til børnene og til deres lærere. Dem der underviser arbejder frivilligt (eller dvs. for det der svarer til ca. 70 DKK per måned) og er ikke særlig uddannede selv. Derfor var det mest dem jeg underviste for at lære dem hvordan de skulle bruge det undervisningsmateriale vi havde købt til dem samt prøve at forbedre deres undervisning en smule ved at lære dem nogle nye undervisningsteknikker. Det var utrolig sjovt at være sammen med dem oppe i Kalvarayan Hills for alle var meget imødekommende og glade for det vi gjorde for dem. Selvom undervisningen var på et meget simpelt niveau var det meget lærerigt både for mig og for dem jeg underviste.

Jeg har lært utrolig meget om indisk kultur – både på godt og ondt. Det kan til tider være frustrerende at omgås mennesker som har så anderledes en holdning til tingene og (i vores vestlige øjne) nogle gange underlige opførsel. Med dette mener jeg f.eks. en så simpel forskel som at indere intet problem har med at lyve om de mest ligegyldige ting. Ofte tænker man hvorfor lyver du om det?! En anden ting som tit har været frustrerende er inderes forhold til tid. Der er ingen respekt for at holde tider når man har en aftale med en inder. Dette har mange gange resulteret i at jeg har haft et møde eller en aftale med nogen som endten er kommet flere timer for sent eller slet ikke dukket op. Hvis en person ikke dukker op til et møde eller en aftale er det helt normalt at han ikke informerer om det men istedet bare lader som ingenting næste gang man ses. Det er også sket at jeg er dukket op på kontoret med en taske pakket til en felttur som så har vist sig at være blevet aflyst uden at jeg har fået det at vide. Dette er kun få eksempler på frustrerende øjeblikke i løbet af mit ophold i Indien.

På trods af de til tider frustrerende øjeblikke på projektet – og i Indien generelt – har de gode og spændende stunder helt klart opvejet og gjort mit ophold helt uforglemmeligt. Jeg kommer hjem noget fattigere end jeg var da jeg rejste, men til gengæld meget rigere på erfaring, kulturel forståelse, ny viden og fremforalt TÅLMODIGHED! Dette er nøglen til at kunne overleve en længere periode i indien.