Jeg ankom til Indien 10 dage forsinket på grund af vulkanudbrud på Island. De 10 dage i Danmark brugte jeg på at spise masser af dansk mad, slappe af og forbedrede mig mentalt på den tur, jeg skulle ud på. Jeg havde jo fået masser af gode råd og formaninger om at rejse i Indien a la ”forbered dig på varmen” og ”forbered dig på fattigdommen”. Så det gjorde jeg selvfølgelig – troede jeg.

Heldigvis blev jeg i lufthavnen hentet af min veninde Maria, som var rejst i forvejen. Jeg var fuldstændig i chok over varmen, larmen, menneskerne og ikke mindst den vanvittige køretur fra lufthavnen til projektet. Jeg var højst sandsynligt vendt om hvis ikke Maria havde forsikret mig om, at man vænner sig til det hele. Ikke at jeg troede på hende på daværende tidspunkt. Men jo man vænner sig til varmen, larmen, menneskene, dyrene, Indien.

Men længe før jeg ankom til Indien sad jeg hjemme i København og aftalte med Maria at rejse til Indien. Det lød som forholdsvist urealistiske planer for Maria havde job og jeg er studerende, så mange ting skulle gå op i en højere enhed for at vores plan skulle blive til virkelighed. Men vi fandt frem til Volunteer Aid på nettet, Maria sagde sit job op og jeg kunne tage til Indien og arbejde i praktik. Jeg læser kommunikation på KU så det eneste, det krævede at komme af sted som praktikant var, at jobbet skulle være relevant i forhold til min uddannelse. Derfor blev det hurtigt besluttet at vi skulle arbejde med fundraising og PR. Der blev sørget for kontakten, og vi fik hurtigt klaret de nødvendige forberedelser.

Min første arbejdsdag hos projektet gik fint. Mr. Lawrence, som er direktør for NGO’en, gav mig en velkomst og beskrivelse af projektets arbejde, som jeg dog ikke forstod på det givne tidspunkt, fordi jeg ikke havde vænnet mig til den indiske accent. Men jeg tror jeg formåede at nikke på det rigtige tidspunkter. Min fordel var, at Maria allerede havde arbejdet hos projektet i 3 uger, så hun fortalte mig alt hvad jeg havde brug for at vide. Hun havde brugt tiden på at ansøge hos forskellige udenlandske fonde, men var kommet frem til at vi måtte omprioritere en smule hvis vi skulle have penge i kassen. Vi har fortsat ansøgt hos fonde i al den tid vi har arbejdet hos projektet, men det er en langsommelig proces, og selvfølgelig havde vi et ønske om at kunne overrække en sum penge ved vores afrejse. Vi besluttede derfor at prøve at trække på vores personlige netværk og lokalområde for at skabe resultater, mens vi rent faktisk var i Indien. Vi oprettede til formålet en facebook gruppe hvor vi opfordrede alle vores venner og deres venner og deres venner til at støtte vores arbejde i Indien. Vi lagde billeder ud af de projekter, vi besøgte i landsbyerne og beskrev de vilkår Indiens fattigste lever under. Ved afrejse havde vi over 100 venner på vores facebook side og havde indsamlet 5000 kr.

Samtidig med facebook projektet besluttede vi at kontakte aviserne i Danmark for derigennem at indsamle penge. Vi skrev til forskellige aviser, men det var Nordjyske Stiftstidende, der viste interesse (Vi er begge oprindeligt fra Nordjylland). Journalisten interviewede os på mail, vi sendte billeder, og hun skrev en fin artikel, som fokuserede på vores arbejde og opfordrede nordjyderne til at støtte vores projekt. Artiklen fyldte 2 sider i søndagsavisen i Ålborg og Hjørring, og blev samtidig lagt på nettet. Vi fik ingen penge fra læserne desværre, men vi håber på, at vi måske har inspireret andre til at tage af sted som frivillig. Til gengæld fik vi et par dage senere en mail fra Lions Club Vendia i Hjørring. De havde set vores artikel i avisen og havde 5000 kr. de gerne ville give til hjemløse børn i den tredje verden. Jubiii vi fik hurtigt snakket med projektet og udarbejdet en projektbeskrivelse. For pengene kunne vi sende 15 hjemløse børn i skole med alt fra tuition fee, skoleuniformer, bøger osv. Når vi er hjemme igen, er vi inviterede til møde med Lions Club, hvor vi skal uddybe omkring projektet og selvfølgelig redegøre for de penge Lions Club allerede har doneret. Her håber vi på at kunne stable en fast aftale på benene, så projektet kan regne med flere penge herfra. Projektet arbejder ud fra det princip at de frem for ren charity, bruger de pengene de modtager på at uddanne de fattige områder, så de med tiden er bedre rustet, når pengene slipper op.

Det er en virkelig stor oplevelse at besøge de projekter der arbejdes med. Vi besøgte f.eks. en lille landsby, hvor vi blev modtaget som hjemvendte helte af beboerne og fik blomster i håret og bindi i panden. Vi blev placeret på landsbyens to eneste stole, hvorefter ALLE i byen satte sig rundt om os og bare stirrede. Vi fik at vide at ”nu kan I godt begynde”, men der var ingen der havde fortalt os med hvad? Det viste sig at vi skulle stille dem spørgsmål, men hvad spørger man en hel landsby om? Til sidst fik landsbyen lov til at stille os spørgsmål, men det eneste de ville vide var, hvorfor vi ikke havde nogle smykker på? Vi har også besøgt forskellige HIV-ramte familier og en Women’s Self Help Group. En sådan gruppe går ud på at kvinderne i gruppen hver måned betaler omkring 100 rupees, som sættes i banken. Når kvinderne skal bruge penge, bliver det besluttet på et møde, hvem der har mest brug for pengene. Det er som regel dem, der skal sende et barn i skole, eller dem som skal købe ny sari til en bryllupsfest, pengene går til! Disse kvinder har et utroligt sammenhold og vi havde en dejlig dag sammen med dem, hvor der blev grint en masse. Især da vi spurgte dem hvad deres mænd synes om deres gruppe!

Jeg kan varmt anbefale at tage af sted som frivillig. Jeg har aldrig før rejst i Asien, men jeg føler, at jeg med dette ophold har fået en hel anden forståelse, end hvis jeg havde besøgt Indien hundredevis af gange.