23 timer efter vi har forladt Kastrup lufthavn ankommer vi til chennai lufthavn.

Trætte, lidt forvirrede over hvad der skal ske nu men også spændte og fulde af forventning. En lille indisk mand står med et skilt i hænderne hvorpå der står guesthouse og vi går målrettet imod ham. Uden tøven løfter hans vores tasker op på et trolley og begynder at gå. Vi tager dette som en invitation til at følge efter ham og vi vælger at tro på at denne mand har fuldstændig styr på vor vi skal hen. Tre en halv times oplevelsesrig køretur senere stopper bilen udenfor en lille låge i en meget mørk gyde. Hunde gør og vi kan høre sagt stemmer. Vi åbner lågen og træder ind i et lille fin gårdhave. Kl er næsten 22 og det første der møder er en dansk pigestemme der siger Hej, velkommen til Indien. Vi kigger os omkring og på en bænk sidder tre dansk udseende piger. De er frivillige ligesom os og de fortæller os at de arbejder på et børnehjem, som også er det børnehjem hvor vi skal tilbringe de næste to måneder med frivilligt arbejde. En smuk indisk kvinde kommer os i møde og byder os velkommen. Hun er niece til leder af stedets kone, hedder lourdes og bor også på guesthouset. Hun viser os hvor vi skal bo og fortæller os kort om de forskellige faciliteter der er på guesthouset, vandtanken, toiletterne og det fælles køkken. Efter den korte introduktion og have placeret vores rejsetasker tager de tre danske piger os med bag på deres scootere og vi kører hen til en nærliggende restaurant i den lille landsby. Mens vi spiser fortæller de os om landsbyen vi bor i. Den hører til hippie paradiset auroville som ligger ca 5 km derfra og den større by pondicherry ligger ca 12 km derfra. De fortæller os om børnehjemmet, om børnene, lærerne, lederen karthik og de forholdsvis povre forhold derude. Da vi nogle timer senere ligger i vores dobbelseng er vi begge fyldt af indtryk og modstridende følelser indeni. På den ene side glæder vi os til at begynde arbejdet på børnehjemmet og møde alle børnene og på den anden side er vi begge også lidt skræmte ved tanken om at skulle derud og møde disse børn med hver deres tragiske skæbne og opleve det sted som de næste to måneder af vores liv skal blive vores faste arbejde. Da vi vågner næste morgen er vi udhvilede og friske. Vi kigger på hinanden og kan i hinandens øjne at vi begge er klar til ørnehjemmet, klar til de udfordringer, sorger og glæder som arbejdet med disse børn vil give os.

Vi møder lourdes som fortæller os at hun vil tage os med til børnehjemmet den efterfølgende dag og vi vælger derfor at bruge dagen på at gå en tur rundt i den lille landsby og danne os et overblik over de forskellige muligheder der findes i denne. Det er ikke mange, en enkelt hyggelig kaffe bar hvor frivillige samles og går på internettet, drikker kaffe og deler oplevelser. Nogle få restauranter som primært byder på turistvenlig mad og vi må indrømme at vi ikke er ovenud begejstrede for den lille landsby som vi skal bo i de næste to måneder. Samme dag møder vi to andre nyankomne danske piger som også ska arbejde på børnehjemmet. Vi får med det samme et godt venskab med dem og vi beslutter at tage en weekendtur sammen til pondicherry den kommende weekend. Dagen efter har vi første dag på børnehjemmet. Vi er der under en time og møder kort børnene, en af lederne og ser os omkring. Grunden til det korte visit er at lederen af børnehjemmet karthik ikke er der og først kommer tilbage efter weekenden og han er den eneste der taler engelsk og kan fortælle os hvad vi har brug for at vide om hjemmet og børnene. Indtrykkene er dog store for dette første besøg og vi kan begge instinktivt godt lide at være der og glæder os til at få en ordenlig introduktion til stedet og få en naturlig dagligdag der. Vores weekendtur med de andre piger går godt og vi beslutter os for at flytte til pondicherry sammen med dem. Vi besøger ejeren af swades guesthouse i pondi og han har en ven som udlejer et hus midt i byen. Vi ser huset og bestemmer straks at her vil vi gerne tilbringe de næste to måneder. Det er et stort hus med tre soveværelser, 3 badeværelser og en stor tagterrasse. Der er køkken og alle dertilhørende faciliteter.

Vi starter rigtigt på børnehjemmet mandag, en uge efter vores ankomst, og vi får en god snak med karthik om hvad vi hver i sær har i tankerne om hvad vi gerne vil lave med børnene. Vi har ikke nogle specielle kompetencer indenfor hverken ysio- eller ergoterapi eller sygeplejer, så vores formål med opholdet går ud på at give børnene nogle gode oplevelser, lege med dem og give dem al den omsorg og kærlighed vi formår.

Børnene er med det samme meget opmærksomshed- og omsorgssøgende selv, så det blir lettere end forventet at få en rigtig god kontakt med mange af dem. Vi tilbringer mest tid sammen med de handicappede børn og der er ingen af dem der taler engelsk, så vores kommunikation med dem foregår via et selvlavet tegnsprogs system. Vi lærer relativ hurtigt deres navne og det gør unægtelig kommunikationen med dem lettere, da vi ved at sige deres navne kan tiltrække os deres opmærksomhed og tale vores  indforståede sprog med dem. Meget af kommunikationen med børnene foregår også via ansigstudtryk. Vi finder hurtigt ud af at der hvor vi er til størst nytte er om eftermiddagen for på det tidspunkt af dagen er det kun os der er der udover det faste personale. Om morgenen og formiddagen er de tre danske fysioterapeuter, en indisk deltids fysioterapeut og i næsten hele oktober måned var der hver formiddag også 17 indiske sygeplejestuderende. Så om eftermiddagen har vi mulighed for at lave ting med alle børnene og derudover får skolebørnene, der også bor på børnehjemmet, fri fra skole og så kommer de hjem og vi har mulighed for at være sammen med dem også. De fleste skolebørn taler og forstår en del engelsk så de er væsentligt nemmere at kommunikere med og de er gode til at oversætte for os både i forhold til lærerne derude og de handicappede børn.

Mange af vores dage går med at lave forskellige lege med de handicappede børn, tegne med dem, tage dem med på den tilhørende legeplads, være med når de har hjemmeundervisning og lave tal og bogstavslege, gå ture med dem i området og hygge med dem. Kramme dem og holde om dem og grine med dem. Alle børnene er fantastiske på hver deres måde og har hver i sær deres individuelle måde at opføre sig på og udtrykke sig og det gør dem alle unikke.

Nogle er mere opsøgende end andre, men vi prøvede så vidt muligt at inddrage alle i de lege vi lavede. Vi lavede et indendørs forhindringsløb for alle de handicappede, så ofte det var muligt og det var en succes. Alle børnene prøvede banen efter tur og de synes alle det var sjovt og en god måde at give dem et anderledes men sjovt afbræk i deres ellers lidt trivielle hverdag. Vi arrangerede også en tur på stranden med alle de handicappede børn og det var en af de bedste oplevelser vi har haft med børnene. Alle børnene var så glade og lykkelige og de kastede sig rundt i bølgerne sammen med os.

De forskellige fysioterapeuter lærte os nogle forskellige ting vi kunne gøre med nogle af børnene for at stimulere dem og forbedre dem i deres handicap så vi prøvede så vidt muligt også at inddrage det i de lege vi lavede med dem.

Når man kommer som ny frivillig er det vigtigt at vide at ressourcerne til at tegne og lave forskellige lege er få, så  man skal selv være indstillet på at investere i diverse lege og tegne remedier, såsom papir, farver, bolde, spil osv. Børnene passer ikke just godt på tingene så lad være med at investere i dyre ting for det meste af det går i stykker efter maksimum en uge. HR management studerende Vivian (også dansk frivillig), som var en af pigerne vi boede sammen med, har lavet en rigtig god velkomstmanual som ligger på børnehjemmet og det er et must at læse den inden man starter sit arbejde på hjemmet, ligegyldigt hvad ens formål med opholdet er. Der står en masse relevante oplysninger om hjemmet og om børnene som virkelig kan hjælpe en til at få det bedst mulige ophold derude. Man skal ikke være bange for at gå i gang med at lave en masse forskellige ting med børnene og hvis der er noget man er i tvivl om så tøv ikke med at spørge lederen karthik.

Nogle af lærerne derude kan være meget voldsomme ved børnene, meget voldsommere end man er vant til i Danmark og det kan til tider være en ubehagelig oplevelse for en selv. Hvis man oplever noget som man anser for værende over stregen i forhold til børnene så kan man også henvende sig til karthik og fortælle ham hvad man han oplevet. Han er god til at lytte og tager gerne sagen op med den enkelte lærer. Vi har ikke selv gode erfaringer med at man selv henvender sig direkte til den enkelte lærer, sprogbarrieren gør også at der kan opstå nogle uheldige og misforståede situationer.

Vi følte at vi på vores to måneder på børnehjemmet kom tæt på mange af børnene og fik en rigtig tæt og god kontakt med dem. Vi savner dem allerede og håber at alle fremtidige frivillige vil passe godt på dem og give dem al den kærlighed der er mulig. Det har de brug for. Det har været svært at sige farvel til børnene også når man ved at der formentlig ikke er et på gensyn, men vi tror at det er hårdere for os at sige farvel til dem end det er for dem at sige farvel til os. Der kommer og  går nye mennesker ind i deres liv ofte og størstedelen af tiden har de  fleste af børnene det rigtig godt på baby sarahs home. Selvom der er > mange ting og forhold, specielt hygiejne, der godt kunne trænge til en hjælpende hånd og som man som frivillig godt kunne tænke sig at ændre og i ens vestligt tænkende hjerne forbedre, så er det glade og trygge børn man møder på børnehjemmet og det er vel i bund og grund det vigtigste.

Men der er stor grund til at melde sig som frivillig alligevel, de har behov for ekstra hjælpende hænder og friske pust og specielt sygeplejersker, fysio- og ergoterapeuter er i høj kurs.

Vi ønsker alle et rigtig skønt ophold i Indien!