Vores baggrund

Vi har været tre veninder ude og være frivillige sammen. Vi har forskellige professioner og to af os arbejdede på et børnehjem. Denne rejserapport er for de to af os, der var på børnehjemmet. Vores professioner er henholdsvis ergoterapeut med et års erhvervserfaring, samt Cand.merc studerende på sidste semester, med Human Ressource Management som speciale.

Før afrejse

Vores motivation til, at søge gennem Volunteer Aid, var et tidligere udvekslingsophold, som den ene af os havde haft i Nordindien, hvor hun var blevet konfronteret med fattigdommen i den by hun boede, samt de få andre steder hun var rundt og besøge i form af tiggere og hjemløse. Hun blev hurtigt begejstret for den Indiske kultur og den varme man ofte bliver modtaget med og da jeg kom hjem, følte jeg at jeg gerne ville ”give noget tilbage” til de svage i samfundet. Da vores tredje vendinde (som er bygningskonstruktør og også havde tænkt meget over, muligheden for, at blive frivillig) fandt Volunteer Aids hjemmeside, da hun søgte på mulighederne for at blive frivillig på nettet, blev vi enige om, at det ville være en god organisation, at blive sendt ud igennem. Vi kunne godt lide baggrunden for opstarten af Volunteer Aid og at muligheden for at komme til Indien også var der. Vi besluttede os derfor, et halvt år før vores planlagte ophold, at søge gennem Volunteer Aid. Vi fik begge sendt ansøgninger afsted og var til samtale i Århus (hver for sig). Et af vores kriterier var, at vi gerne ville sendes ud sammen, da vi mente at vi kunne være støtter for hinanden og gøre opstarten mindre ”skræmmende” og dette var heldigvis muligt. Den ene af os var til samtale med Rasmus, på en café i nærheden af Århus banegård. Han mente, at hendes kendskab til indisk kultur var en fordel, samt at hendes profession kunne bruges. Den anden havde en telefonisk samtale, hvor hendes profession især var en fordel, som ergoterapeut. Vi blev begge godkendt og fik at vide, at vi skulle tage kontakt til samarbejdspartneren i Indien. Efter en del mails, frem og tilbage til kontaktpersonen endte han med at ”rekruttere” os begge til et center for hjemløse børn og vores sidste veninde til et andet projekt. Centret er et børnehjem for mentalt og fysisk handicappede børn, samt forældreløse børn uden handicap. Det fungerer desuden også som dagpleje for nogle af lokalområdets psykisk handicappede børn. KOntaktpersonen havde sammen med lederen af børnehjemmet erfaret, at ledelsen på centret manglede noget struktur og strømligning af deres processer og mente, at human ressource management kunne bruges til at hjælpe dér. Der var allerede en hollandsk bachelor-studerende, som var i gang med et mindre projekt derude. Da kontaktpersonen havde formidlet den direkte kontakt (pr. e-mail) til lederen af børnehjemmet fik vi dette at vide og at hende der læste HR. Til ergoterapeuten var der arbejde at videreføre, da der før havde været både fysioterapeuter og ergoterapeuter.

Transport til Indien

Momondo og flybillet.dk har forholdsvist billige rejser. Man kan få en returbillet for en 5-6000 kr. Vi fløj over London og Mumbai til Chennai. Organisationen sørgede for taxa fra Chennai lufthavn til Auroville. Det kostede 1800 Rs. Det kan gøres billigere med bus, hvis man er interesseret i det. Men så skal det nok være når man ankommer om dagen.

Varighed af ophold

Vi var afsted i tre måneder i efteråret 2010, hvoraf vi var frivillige de første to måneder og rejste rundt i den sidste. Da det tager en del tid at lære at ”blive en del af” et sted som et børnehjem og i det hele taget blive bekendt med indisk kultur, vil vi anbefale at man er frivillig i mindst en måned. Det skal også nævnes, at det kan være hårdt at vænne sig til den måde tingene fungerer i Indien generelt.

Boligforhold

Opholdet

På trods af, at vi egentligt følte os forberedte, var det stadigt et massivt kulturchok, at starte på cebtret. Da kontaktpersonen, var i udlandet grundet personlige årsager og lederen af centret var udenbys, fik vi en lidt kaotisk og rodet start (der var nemlig ikke andre der kunne træde i stedet på helt samme måde). Men det var jo sådanset også ting som dette den ene af os skulle undersøge. Vi havde store sprogvanskeligheder, da lærerne ikke rigtigt kunne tale engelsk. Dog var nogle af de store skolebørn behjælpelige med at oversætte fra tid til anden. Til gengæld blev man virkeligt knyttet til børnene, som det var rimeligt svært at skulle forlade igen. I retrospekt skulle vi måske have været mere proaktive i forhold til at tage initiativ til. Hvad vi ville lave, i vores første par uger. Det er vigtigt at vide lidt om kulturen i Sydindien inden man tager afsted, for ikke at træde forkert. Man skal helst sørge for, at bruge høflig tiltale (Sir, Madam etc.) til autoriteter. Man kan heller ikke forvente at inderne sætter vesterlændinge i gang med arbejde, så det er fornuftigt at have lavet en form for plan for hvad man vil arbejde med (hvilket selvfølgelig skal gå gennem ledelsen) – men det er vigtigt at vise initiativ. Der er også anderledes hygiejne-standarter. Man bruger venstre hånd til at tørre sig med (og højre til at spise) og man bruger mest stå-op toiletter. Toiletpapir er noget de rige (der gerne vil ligne vesterlændinge bruger). I de lidt fattigere kår, spiser, sover, laver mad osv. på gulvet. På børnehjemmet havde de måtter til at sove på og et par senge til de svært handicappede. Det er også normalt at toilettet og køkkenområdet er forbundet (da man bruger vand begge steder). Med danske øjne er det ikke helt acceptabelt, men sådan er det mange steder i Indien. Vi blev alle sammen syge på et eller andet tidspunkt i løbet af opholdet. Vi var heller ikke så forsigtige med, hvad vi proppede i munden (fra gadekøkkener mv.) – men det er bare ikke fedt at være den vesterlænding, der ikke vil prøve maden og altid render rundt med håndsprit (piller mod dårlig mave er nu til gengæld en fornuftig ting). Lægerne er til gengæld friske på at udskrive medicin, for næsten den mindste lidelse. Bare vær tålmodig – tingene tager laaang tid i Indien. Alt fra togbilletter, til posthuse, til læger og apoteker kan tage timer – så væbn dig med tålmodighed (for det hjælper ikke at brokke sig!), du kommer til at sætte pris på den ellers så lange kø i Netto når du kommer hjem. Inderne er også glade for at mase når de står i køer – bare mas med, man vænner sig til det. Trafikken er kaotisk, men det vænner man sig også til, chaufførerne lader til at have styr på, hvad de laver (i de fleste tilfælde). Køerne står og hygger sig midt på vejen og alle stags køretøjer er på vejbanerne. Det var svært at vænne sig til levestandarten for børnene på børnehjemmet i starten – men for indiske forhold har de det faktisk godt. At have været der for dem (selvom det var en kortere periode), har forhåbentligt hjulpet. Vi har også fået en masse ud af opholdet, og vi håber at fortsætte vores kontakt til børnehjemmet.